Gå til indhold

Hver fjerde VVS’er på fuld tid slipper for mellemskatten

Det er langt fra kun direktører og højtlønnede akademikere, der får glæde af regeringens plan om at afskaffe mellemskatten. Nye tal viser, at det også gælder tusindvis af sygeplejersker, murere og VVS’ere.

Nye tal fra Skatte- og Vækstministeriet viser, at ca. 523.000 fuldtidsbeskæftigede danskere, står til slippe helt for mellemskatten, når regeringen lykkes med at få gennemført sin planlagte skattereform. Der er blandt andet tale om 27 pct. af de fuldtidsbeskæftigede VVS’ere, 20 pct. af murere og 16 pct. af sygeplejersker.

For de berørte svarer det i gennemsnit til 6.200 kr. mere om året for en VVS’er, 5.000 kr. for en murer og 5.300 kr. for en sygeplejerske. Det er noget, der glæder skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

“Jeg er glad for, at vi nu endelig gør klar til at lægge mellemskatten i graven. For helt ærligt, så er det da fjollet at have en skat på arbejde, som rammer hver fjerde VVS’er, hver femte murer og hver sjette sygeplejerske. Præcis de mennesker, vi gerne skal have til at tage en ekstra tørn på jobbet, giver vi i dag en dummebøde i skattesystemet,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

I alt er det 523.000 fuldtidsbeskæftigede danskere, svarende til ca. 26 pct. alle fuldtidsbeskæftigede i Danmark, der kan se frem til at vinke farvel til mellemskatten med den nye skattereform. Tæller man alle berørte, er der ca. 619.000 personer, som slipper for at betale mellemskat.

“Når vi fjerner mellemskatten, er det noget, som faktisk kan mærkes på lønsedlen. For en VVS’er, der betaler mellemskat, er det i gennemsnit godt 500 kr. mere om måneden. For en sygeplejerske er det i snit ca. 400 kr. Og samtidig gør vi det mere attraktivt at tage den ekstra vagt, det ekstra ansvar eller den ekstra opgave. På et tidspunkt, hvor kineserne og amerikanerne kæmper hårdt om job og teknologi, har Danmark brug for flere, som giver den en ekstra skalle,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

Afskaffelsen af mellemskatten vil lede til en gennemsnitlig årlig stigning i disponibel indkomst på ca. 7.200 kr. i 2030 for de borgere, der i dag er i fuldtidsbeskæftigelse og betaler mellemskat.

Blandt de øvrige faggrupper, hvor nogle danskere kan se frem til at slippe for mellemskatten, er bl.a. ingeniører, tandlæger, læger, sygeplejersker og metal- og maskinarbejdere.

Pressekontakt:

Skatte- og Vækstministeriets pressefunktion:

Tlf. 72 22 23 24

E-mail: presse@svmn.dk