08-09-2026

Ny særlig enhed i Vurderingsstyrelsen skal hjælpe boligejere i klemme
Der har været alt for mange tilfælde, hvor borgere har fået en helt skæv ejendomsvurdering eller opkrævning af ejendomsskat, som ikke stemmer med de data, der er tilgængelige. Det kan for eksempel være, hvis der er forkerte data om ejerforhold, eller hvis man oplever at få forkerte skattelån eller skatterabatter.
Senest har Vurderingsstyrelsens fundet to fejl i vurderingsmodellen, hvoraf den ene betyder, at ejerne af 100.000 ejerlejligheder har fået en upræcis vurdering, som de bliver beskattet af. Den anden fejl betyder, at cirka 30.000 skattepligtige kontor- eller butiksejendomme får en markant højere grundværdi. Det er problemstillinger, der kan føre til, at boligejerne kommer i klemme i vurderingssystemet.
For at hjælpe boligejerne bedst muligt, bad skatte- og vækstministeren før sommerferien Vurderingsstyrelsen om at se på, hvordan de kunne styrke vejledningen og hjælpen til borgere, der kommer i klemme. Det har ført til, at Vurderingsstyrelsen nu opretter en særlig enhed, hvor borgere kan henvende sig, hvis de oplever at komme i klemme i vurderingssystemet eller mellem flere myndigheder.
”Det duer simpelthen ikke, at vi har set så mange eksempler på boligejere, som har måttet gå til pressen for at få rettet deres sager i Vurderingsstyrelsen. Det er ikke acceptabelt. For hvis man oplever, at noget er galt i ens ejendomsvurdering, skal man ikke sendes på rundtur i systemet for at finde den rette dør at banke på. Man skal have hjælp til at få behandlet sin sag. Retssikkerhed handler om, at der er nogen, der tager ansvar, når tingene ikke fungerer. Derfor er dette et af de første skridt, der skal sætte borgeren mere i centrum på ejendomsområdet. Systemet skal være til for borgeren – ikke omvendt,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Boligejere kan finde den nye indgang på Vurderingsportalen, hvor boligejeren kan beskrive, hvordan de er kommet i klemme. Herefter vil Vurderingsstyrelsen som udgangspunkt kontakte boligejeren indenfor to uger med henblik på konkret vejledning og problemløsning. Muligheden gælder både for boligejere og ejere af øvrige ejendomme – herunder erhvervsejendomme.
Enheden er et supplement til de eksisterende vejlednings- og klageadgange. Det er fortsat vigtigt, at ejendomsejere gør indsigelse i deklarationsfasen, hvis de bliver præsenteret for forkerte oplysninger, ligesom der også fortsat er adgang til at klage over en vurdering, hvis man mener, den er forkert. Der er også fortsat direkte mulighed for at se sine boligskattelån og afmelde eller betale dem.
Ordførere i forligskredsen udtaler:
Skatteordfører Malte Larsen (S):
”Det skal være trygt at eje bolig i Danmark, og man skal som udgangspunkt kunne have tillid til, at ens boligskat er beregnet korrekt. Men hvis man oplever, at en ejendomsvurdering er helt ulogisk eller ligefrem skriger til himlen, skal man kunne komme i direkte kontakt med vurderingsstyrelsen. Man skal ikke bare få en forklaring, men også hjælp til at få sagen afklaret og løst hvis der er fejl. Derfor hilser vi den nye enhed i Vurderingsstyrelsen velkommen.”
Skatteordfører Sofie Lippert (SF):
“Alt for mange har oplevet ikke at kunne finde hoved og hale i de nye ejendomsvurderinger og -skatter. Det skaber stor og berettiget frustration. Forhåbentlig kan vi med dette tiltag hjælpe flere til en langt bedre forløb.”
Skatteordfører Özkan Kocak (M):
“For Moderaterne handler det først og fremmest om borgernes retssikkerhed. Når et komplekst vurderingssystem giver anledning til tvivl og fejl, skal boligejerne ikke stå alene. Derfor synes vi det er en god ide at oprette en særlig enhed i Vurderingsstyrelsen, hvor borgerne kan få konkret rådgivning og hjælp til at forstå vurderingen og afklare om der skulle være eventuelle fejl.”
Skatteordfører Magnus Georg Jensen (RV):
”Det er essentielt at borgerne har tillid til vores vurderingssystem og skat. Derfor skal hjælpen være der, men helst inden tvivlen opstår. Vi støtter, at der oprettes en særlig enhed i Vurderingsstyrelsen, hvor boligejerne kan få konkret vejledning i deres egen vurdering og få afklaret eventuelle fejl med det samme. Det handler både om retssikkerhed og om, at systemet skal give mening for helt almindelige menneske.”
Pressekontakt:
Skatte- og Vækstministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@svmn.dk