Gå til indhold

Aftale om ny skattereform sikrer skattelettelser for ca. 11 mia. kr. til danskerne og gør det billigere at tanke bilen

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti enige om en skattereform, der bl.a. fjerner mellemskatten og toptopskatten, sænker selskabsskatten med tre pct. point, og som nedsætter afgiften på benzin og diesel med 2 kr. pr. liter i 2027. Aftalen indeholder også en aflysning af den gældende stigning i registreringsafgift på elbiler i 2027, og der er afsat en permanent ramme til sikre billige elbiler i fremtiden.

Der er markante skatte- og afgiftslettelser for ca. 11 mia. kr. på vej til danskerne fra 2027. Regeringen har i dag sammen med Dansk Folkeparti indgået en aftale om en skattereform, som vil gøre det mere attraktivt at gå på arbejde, øge incitamentet til at investere i aktier, og som sikrer vækst i dansk økonomi, så vi får flere investeringer, stærkere virksomheder, og så flere af fremtidens arbejdspladser forbliver placeret i Danmark.

Samtidig bliver der givet en håndsrækning til de mange danskere, der hver dag oplever de stigende priser ved benzin- og dieselstanderen, når bilen skal tankes op. I hele 2027 sænkes både benzin- og dieselafgiften med 2 kr. pr. liter (inkl. moms). Afgiftslempelsen vil gælde i hele 2027. Det vil give en besparelse på ca. 1.800 kr. om året, hvis man kører 15.000 km i benzinbil og ca. 1.500 kr., hvis man kører i dieselbil.

Med aftalen er partierne også enige om, at den planlagte stigning i registreringsafgiften på elbiler aflyses i 2027. Derudover afsættes der en ramme fra 2028 til en varig omlægning af bilafgifterne på elbiler.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt er glad for at give skatte- og afgiftslettelser for mere end 11 mia. kr. i en ny skattereform, når den er fuldt indfaset i 2030. For en højtlønnet funktionærfamilie med to børn giver reformen op til 14.950 kr. mere i hånden, når reformen er fuldt indfaset i 2030.

”Vi gik til valg på at give danskerne markante skattelettelser. Og jeg er kisteglad for, at vi nu leverer på vores løfte om at fjerne mellemskatten, toptopskatten og sænke selskabsskatten med tre pct. point. Med den her aftale sikrer vi, at flere end 600.000 danskere får flere penge mellem hænderne. Vi sørger for, at vores virksomheder får bedre mulighed for at vokse og styrker deres konkurrenceevne med en markant lettelse af selskabsskatten. Og vi gør det meget mere attraktivt at investere i aktier med en tredobling af indskuddet på aktiesparekontoen”, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

”Vi er med aftalen også enige om at aflyse den planlagte stigning i registreringsafgiften for elbiler i 2027, og vi har afsat penge til en helt ny model for beskatning af elbiler. Og så giver vi her og nu en midlertidig håndsrækning til de mange danskere, der mærker, at tælleren på benzinstanderen er løbet løbsk, når de tanker deres bil med en sænkelse af afgiften på benzin og diesel i hele 2027”, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

Med aftalen afskaffes mellemskatten, hvilket betyder en gennemsnitlig skattelettelse på 7.200 kroner årligt i 2030 for ca. 619.000 danskere. Afskaffelsen af mellemskatten indfases ved en forhøjelse af mellemskattegrænsen til 673.900 kr. i 2027 og 780.900 kr. i 2028 og en fuld afskaffelse af mellemskatten fra og med 2029. Samtidig afskaffes toptopskatten fra 2028, som finansieres af en ny hovedaktionærmodel. Dermed fjernes der to progressionstrin, som vil gøre skattesystemet mere simpelt.

Foruden lettelser i personskatten sænkes selskabsskatten med 3 pct.-point gradvis de kommende tre år. Det skal være med til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne i en verden med global uro. Lettelsen i selskabsskatten indfases med 0,5 pct. point i 2027, i alt 2 pct. point i 2028 og i alt 3 pct. point i 2029. De finansielle selskaber vil ikke blive omfattet af lempelserne.

Aftalen vil også gøre det mere attraktivt at investere i aktier. Indskudsloftet på aktiesparekontoen hæves til 514.600 kr. (2027-niveau), og samtidig ændres opgørelsen af loftet til at være baseret på det originale indskud. Det indfases over de kommende tre år.

I aftalen, er der også afsat penge til en pulje, der skal gå til en varig målrettet styrkelse af konkurrencekraften og reduktion af administrative byrder mv. på 300 mio. kr. årligt fra 2028 og en pulje på 150 mio. kr. i 2027, 200 mio. kr. i 2028 og 100 mio. kr. i 2029 og frem til styrkelse af retssikkerhed på skatteområdet. Samtidig igangsættes der et arbejde med byrdelettelser for finans- og banksektoren.

Finansminister Peter Hummelgaard (S):
”Jeg er virkelig glad for, at vi nu har en skatteaftale, som både gavner danskernes hverdagsøkonomi og vores gode danske virksomheder, så de kan stå skarpere i den internationale konkurrence. Vi banker afgiften på benzin og diesel ned med 2 kr. i hele 2027. Det svarer til, at man med en almindelig benzinbil vil spare 100 kr., hver gang man tanker. Det giver almindelige danske familier mere ro i maven, når de i slutningen af måneden kigger på kontoen. Skatteaftalen er samlet god for de danske virksomheder, for dansk økonomi og for danskerne.”

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF):
”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en midlertidig nedsættelse af benzin- og dieselafgiften på 2 kr. i hele 2027. Det giver lidt mere luft i økonomien til de danskere, der har brug for deres bil, for at få hverdagen til at hænge sammen. Uanset om man tager bilen for at komme på arbejde, besøge familien eller køre børnene i klub eller til andre fritidsinteresser. Finansieringen finder vi så ved at udskyde visse skattelettelser – det er socialt balanceret.”

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Samira Nawa (RV):
“Med skatteaftalen giver vi flere penge mellem hænderne til de arbejdende danskere og markant bedre vilkår til vores dygtige virksomheder. Samtidig er jeg utrolig glad for, at vi dropper den planlagte afgiftsstigning på elbiler fra nytår. For selvfølgelig skal vi ikke træde på bremsen, når omstillingen af Danmarks bilpark lige er kommet op i gear og er en bragende succeshistorie. Skatteaftalen sikrer - med et gammelt radikalt slogan - balance i tingene, og det er jeg meget tilfreds med”

Partiformand Morten Messerschmidt (DF):
”Den største sænkelse af benzin- og dieselafgifterne nogensinde - det her er en kæmpe sejr for danskerne. I Dansk Folkeparti er vi enormt glade for, at vi nu giver danske bilister en kontant håndsrækning, som kan mærkes, hver eneste gang man kører i bil på arbejde, til supermarkedet, eller når man besøger sine børn og børnebørn rundt omkring i landet. Dansk Folkeparti har kæmpet længe og hårdt for billigere benzin og diesel til danskerne, og jeg er stolt af, at vi nu har sørget for, at det bliver til virkelighed”.

Finansordfører Kaare Dybvad Bek (S):
”Det er for dyrt at være dansker. Derfor fjerner vi afgifter, så benzin og diesel bliver 2 kroner billigere. Det er kun rimeligt, at pendlere og familier ikke skal være nervøse for at køre ind på tankstationen”

Skatteordfører Sofie Lippert (SF):
”Jeg er glad for, at vi med Dansk Folkeparti har landet en mere socialt balanceret aftale, end vi kunne have fået med de øvrige blå partier. Billigere benzin og diesel hjælper også dem, der ikke får glæde af det ekstra kørselsfradrag vi lavede tidligere på året. Det gælder pensionisten på landet, der må tage bilen for at handle, og moren på dagpenge, der skal køre ungerne til håndbold.”

Skatteordfører Özkan Kocak (M) 
”Det er en stor dag for Moderaterne. Vi gik til valg på at fjerne mellemskatten og top-topskatten, sænke selskabsskatten og styrke borgernes retssikkerhed på skatteområdet. Dagens aftale bærer vores tydelige aftryk. Det skal kunne betale sig at yde en ekstra indsats, virksomhederne skal have bedre muligheder for at skabe arbejdspladser, og borgerne skal behandles ordentligt af skattesystemet,« siger Özkan Kocak, skatteordfører for Moderaterne”.

Finansordfører Katrine Robsøe (RV)
”Det skal kunne betale sig at arbejde, investere og vælge grønt. Derfor er jeg glad for, at vi med aftalen både sænker skatten på arbejde og udskyder afgiftsstigningen på elbiler, så vi ikke trykker på bremsen for den grønne omstilling. Samtidig får vi kridtet banen op for en langsigtet omlægning af bilafgifterne, som skal give os flere elbiler, sikre renere luft, mindre støjforurening og et bedre klima. Vi hjælper også familier, der er presset af de høje benzin- og dieselpriser, men det er vigtigt for mig, at afgiftslettelsen er midlertidig og kun ét år. For vi skal ikke gøre os mere afhængige af fossile brændsler – vi skal gøre det lettere at vælge grønt.”

Se aftaleteksten her.